Økonomi
Solceller er ikke længere forbeholdt erhvervslivet eller miljøentusiaster. Nu kan det også betale sig for husejere. Årsagen er stigende elpriser og nye skatteregler.
Stigende elpriser
Mens prisen på solceller de sidste mange år er dalet, er energipriserne kun gået opad. Elprisens udvikling er svær at forudsige, da den afhænger af faktorer som eksempelvis oliepriser, forsyningssikkerhed, ressourceknaphed, afgiftsregulering, osv. Betragter vi den historiske udvikling af elprisen giver det et fingerpeg om, hvad vi kan forvente af den fremtidige elpris. De sidste 30 år er elprisen steget med 6 % i gennemsnit.
Undgå uforudsete eludgifter
Investerer du i et solcelleanlæg kender du elprisen i anlæggets levetid, og dermed undgår du ubehagelige overraskelser i din eludgift. Tendensen er ikke lavere energipriser, tværtimod formodes elprisen at blive ved med at stige. Din elregning bliver billigere, da et solcelleanlæg sikrer dig en fast, lav pris på el mange år fremover. Din besparelse stiger i takt med at den normale elpris stiger.
Tilbagebetalingstider
Hvis vi foretager en forsigtig fremskrivning af elprisen på blot 4 % om året med udgangspunkt i en nuværende elpris på 2 kr. per kWh, vil tilbagebetalingstiden på et populært anlæg være cirka 12 år ved kontant køb. Dette skal ses i forhold til, at anlægget har en garanti på 25 år og en forventet levetid på 30 til 40 år. Et typisk anlæg har således en tilbagebetalingstid på under halvdelen af sin levetid.
Støtteordninger for privatpersoner
Nettomåleordningen
Elproduktionen fra eget solcelleanlæg afregnes i Danmark efter nettomåleordningen, der i foråret 2010 blev stadsfæstet ved lov. Det betyder, at man ikke skal betale afgift for solcelleanlæg, som dækker forbruget af strøm i private boliger. Ordningen gør det muligt at "indsætte" eventuel overskydende el fra solcellerne på det offentlige elnet. Denne el kan så "hæves", når solen ikke skinner, og du har brug for elektriciteten. Husstandens elmåler løber ganske enkelt baglæns eller fremad, afhængigt af den aktuelle solcelleproduktion og husstandens aktuelle strømforbrug. Der må maksimalt installeres et solcelleanlæg med en effekt 6 kWp per husstand.
Skatteregler for private solcelleanlæg
Som privatperson kan du skattemæssigt vælge mellem to opgørelsesmodeller:
1. Den skematiske ordning
2. Erhvervsordningen
Læs om begge ordninger i dette dokument, som er udarbejdet af advokatfirmaet Plesner.
Fradrag for arbejdslønnen
Du kan få servicefradrag for dine lønudgifter til opsætning af solcelleanlæg med BoligJobPlanen, som er indført som en forsøgsordning og løber foreløbigt fra 1. juni 2011 til 31. december 2012.
Der kan maksimalt fradrages et beløb på 15.000 kr. pr. person pr. år i en husstand. Dvs. at hjemmeboende børn over 18 år med folkeregisteradresse i husstanden også må fradrage 15.000 kr. pr. år. Servicefradraget gælder kun udgifter til arbejdsløn, ikke til materialer.
Du kan få fradraget så længe du ikke modtager andre former for offentligt tilskud til arbejdet, og det skal være udført i en lovlig helårsbolig, hvor du har fast bopæl.
Fakta om BoligJobordningen
- Forsøgsordning med skattefradrag for lønudgifter til hjælp og istandsættelse i hjemmet
- Skattefradraget udformes som et ligningsmæssigt fradrag
- Fradraget for lønudgifter til serviceydelser i hjemmet gives til personer fyldt 18 år og kan maksimalt udgøre 15.000 kr.
årligt pr. person
- Ordningen løber som forsøg fra den 1. juni 2011 til og med 2013
- Ordningen får en enkel administrativ løsning, som ikke er mere besværlig end internethandel
Læs Finansministeriets faktaark om BoligJobPlan.